M/S Jutlandia blev bygget for ØK på Nakskov Skibsværft i 1934 som kombineret passager- og fragtskib. Det sejlede fra 1934 til Anden Verdenskrigs begyndelse i 1940 mellem København og Bangkok.
Da Koreakrigen brød ud 25. juni 1950, gav Danmark tilsagn om at assistere FN og at yde humanitær støtte til de allierede styrker i Sydkorea.
Beslutningen var dog ikke ukompliceret. I skyggen af Anden Verdenskrig var forholdet mellem stormagterne anspændt, og Danmark måtte finde en måde at støtte FN på uden at virke aggressiv.
Der blev stillet medicinalvarer til rådighed, og efter forhandlinger opnåedes der enighed om, at Danmark også sendte et hospitalsskib, og Jutlandia blev rigget om til et fuldt moderne hospitalsskib med fire operationsstuer, fire hospitalsafdelinger med 356 senge, røntgen-, øjen- og tandklinikker samt laboratorier, apotek og specialafdelinger. Der var stor søgning til stillingerne om bord. På et tidspunkt blev der søgt 42 sygeplejersker – der meldte sig mellem 3 og 4.000, heraf kom ca. 200 til samtale. Læger og sygeplejersker blev indkvarteret i kahytterne, for det meste fire i hver. Der blev lagt stor vægt på at bevare Jutlandias civile status. Som alle andre hospitalsskibe blev det malet hvidt med røde kors på siderne, og i modsætning til det 1½ meter brede grønne bånd, som militære hospitalsskibe havde påmalet langs skandækket, havde Jutlandia et rødt bånd. Dansk Røde Kors stod for drift, bemanding og organisation af hospitalet.
Med den respekterede kommandør Kai Hammerich som chef stævnede skibet ud tirsdag 23. januar 1951 klokken 11.45 og satte kursen mod det krigshærgede Korea. Om bord var en besætning på 105 mand og et hospitalspersonale på 115 - heraf nogle af landets dygtigste læger. Leder af den medicinske afdeling var overlæge Erik Schiødt fra Aalborg Amtssygehus.
Skibet foretog i årene 1951-53 tre togter til Korea for at assistere som hospitalsskib. I alt var der 630 danskere i tjeneste på Jutlandias tre missioner. Efter 999 dage i FN’s tjeneste returnerede Jutlandia 16. oktober 1953 til en heltemodtagelse i København.
I alt havde skibet behandlet 4.981 sårede - allierede soldater fra 24 forskellige nationer - og tabslisten talte 29 døde. Løseligt anslået modtog også 6.000 civile koreanere behandling. Den mest fremtrædende civile patient var republikken Koreas første præsident, Syngman Rhee, der kom ind på skibets tandklinik.
Efter omrigning på Nakskov Skibsvært genoptog Jutlandia sin normale tjeneste mellem København og Bangkok.
ØK stillede i 1960 Jutlandia til rådighed for kongen af Thailand og hans følge under et officielt besøg i Skandinavien. Også Dronning Margrethe har - da hun var kronprinsesse - benyttet skibet, når hun skulle på besøg til fjerne Østen.
14. januar 1965 blev Jutlandia ophugget i den spanske by Bilbao.