Så tidligt som i 1960 lagde direktør for Provinsbanken, Eigil Hastrup, og rektor for Aalborghus Statsgymnasium, Willum Hansen, grundlaget for den debat, som først 15 år senere bar frugt. Det første lokale initiativ til oprettelse af en institution for videregående uddannelse i Nordjylland blev taget af Aalborg Erhvervsråd i 1961. Erhvervsrådet nedsatte et udvalg, "Nordjyllandsudvalget for højere læreanstalter", som skulle sikre, at Nordjylland ikke blev stillet ringere end andre landsdele, når staten investerede i udbygning af højere uddannelser.
Ønsket om et nordjysk universitet blev dog ikke delt af alle. Folktinget og regeringen var på det tidspunkt klar over, at uddannelseskapaciteten ved universiteter og højere læreanstalter ikke stod mål med behovet. I 1961 nedsatte regeringen "Universitetsplanlægningsudvalget", som i begyndelsen af 1964 kom med en betænkning om ”Det tredje universitet”, der resulterede i oprettelse af Odense Universitet i 1966. Den 14. marts 1969 fremsatte undervisningsministeren så ”Forslag til lov om centre for højere uddannelser og Københavns Universitets placering”. I dette lovforslag blev undervisningsministeren bemyndiget til at oprette et center for højere uddannelse og forskning ved Roskilde, som dermed fik det fjerde universitet i Danmark - naturligvis til stor skuffelse for Nordjylland.
Nordjyderne gik ihærdigt i kamp for at få deres eget universitetscenter. Politiske og erhvervsmæssige interesser såvel som akademiske var drivkræfter bag dannelsen af Aalborg Universitetscenter, og nordjyderne organiserede i 1969 en demonstration foran Christiansborg.
Det nordjyske pres var ikke forgæves og med vedtagelsen af lov af 4. juni 1970 blev undervisningsministeren af folketinget bemyndiget til at iværksætte oprettelsen af et universitetscenter i Aalborg. Til at forestå planlægning og styring af universitetscentrets uddannelses- og forskningsmæssige opbygning udpegede undervisningsminsteren i 1972 et interimstyre, som i 1976 blev afløst af en valgt ledelse. Uddannelsen skulle påbegyndes den 1. september 1974.